Børn er nu så dejligt logiske en gang imellem. Det oplevede jeg igen i dag, da jeg havde vores datter, Nikoline på syv år, med inde i byen. På et tidspunkt stoppede hun op på gågaden og stod og så ret koncentreret ud, hvorefter hun spurgte mig, hvor gammel man skal være for at handle i den butik.
Hun havde stavet sig igennem et stort skilt i butiksvinduet, hvor der stod ”Tøj til store piger”, og så var hendes tanke selvfølgelig, at når hun blev lidt ældre, måtte hun jo være en stor pige og derfor være berettiget til at handle i den forretning.
Jeg forklarede hende den rette sammenhæng, nemlig at forretningen handler med dametøj i store størrelser, så teksten på skiltet i vinduet fortalte bare, at de i den forretning har tøj til kvinder, der er meget store i bredden – sådan som vores genbo hjemme på vejen, forklarede jeg Nikoline.
Nå, jamen fru Sørensen er da ikke en pige, hun er da en voksen dame, indvendte Nikoline, så jeg måtte forklare hende, at skiltet i virkeligheden fortalte om tøj til store kvinder, men at man nok prøver at gøre det lidt mindre provokerende at bruge ordet piger i stedet for kvinder.
Det stillede ikke helt Nikoline tilfreds, og det er i sidste ende hende, der har ret, for det er i et barns øjne nok forvirrende at tale om piger, når det i virkeligheden handler om voksne kvinder. Men det er jo en af sprogets finesser, som børn må lære.