I dag er det en selvfølge i nye personbiler, men for en del år siden, da jeg var ung og havde et lille barn, var Isofix beslag noget helt nyt, som højnede sikkerheden for små børn gevaldigt, når de var med ude at køre. Isofix beslag er nogle små bøjler i stål, som autostole med de rigtige beslag kan klikkes på, så de sidder solidt fast.
Systemet gør også livet lettere for forældrene, for man er fri for at skulle stå og bakse med en sikkerhedssele til at holde barnets stol fast med.
Da vores første barn var ved at nå den alder, da han skulle op at sidde i stedet for at ligge i sin lift, var jeg ude for at købe en autostol til ham. Da jeg også den gang havde et godt kendskab til biler og deres udstyr, var jeg opmærksom på, at jeg burde vælge en stol med de rigtige beslag, for hvis vi i overskuelig fremtid ville få råd til at udskifte vores noget ældre bil med en ny, ville det være en fordel, at vi kunne bruge den nye bils Isofix beslag.
Derfor valgte jeg en lækker Recaro autostol til vores søn. Den var nemlig udstyret med de moderne beslag, og der gik i øvrigt ikke ret mange måneder, før vi fik mulighed for at købe en ny bil. Jeg sikrede mig inden valget af den nye bil, at den var forsynet med Isofix beslag, og både min kone og jeg havde meget glæde af den nemme måde at montere autostolen på.
I det hele taget lagde vi også den gang vægt på, at små børn skal have det sikrest mulige udstyr, for de har ikke mulighed for selv at bevæge sig på en måde, så de kan undgå ulykker.
Nu er vi blevet bedsteforældre for første gang, og vi har besluttet, at vores lille barnebarn skal have en højstol i julegave, for nu nærmer tidspunktet sig, hvor hun kan sidde op i sådan en stol. Jeg spurgte min søn, om der er specielle hensyn at tage, for han har nok arvet sine forældres tendens til at fokusere meget på sikkerheden, når det gælder små børn.
Det havde han egentlig ikke, men nævnte ret naturligt, at den selvfølge skal være så sikker som muligt. Den skal forhindre barnet i at falde ned fra stolen, og den skal selvfølgelig være konstrueret sådan, at den ikke kan vælte som følge af de bevægelser, barnet selv kan finde på.
Vi har kigget på diverse netbutikkers hjemmesider og har fundet frem til, at vi nok køber Danstolen til Nikoline. Den ser ud til at være meget gedigen, og den er blevet testet grundigt og har fået gode karakterer for sikkerheden.
En anden mulighed, vi har kigget på, er en Leander højstol, som efter sigende skulle være lige så sikker. Den ser lidt smartere ud i designet, men den er også noget dyrere, så hvis vi vælger Danstolen, kan vi bruge resten af pengene på en velpolstret hynde til stolen, så den lille pige kan sidde komfortabelt.