Egentlig har jeg aldrig fundet ud af, om vores næsten-nabo, Laila, har ambitioner om at kunne leve af sin kunst, men det tror jeg faktisk, at hun har. Laila er fraskilt og blev boende i sit og sin eks-mands hus, da de gik fra hinanden. Hun klarer sig tilfredsstillende økonomisk, fortæller hun selv, men kun i kraft af, at hun fra tid til anden har held med at få afsat et af sine kunstværker.
Man kan roligt betegne Laila som multikunstner, der kan få noget smukt og inspirerende ud af næsten hvad som helst. Her i nabolaget er det for eksempel forbudt at smide noget gammelt ragelse ud, før Laila har kigget på det.
På samme måde er vi en del, der afleverer gamle rester af maling til Laila i stedet for at køre dem på genbrugspladsen, for Laila kan bruge næsten alt af den slags. Hun maler meget på forskelligt træ, og ofte er det tale om affaldstræ, som hun omdanner til bemalede skulpturer, der er beregnet til at stå udendørs.
Derfor bliver hun også begejstret, hvis en af os i kvarteret har en rest træbeskyttelse efter maling af et plankeværk eller lignende, for Laila kan bruge det hele. Hun er en gæv pige, der sætter en ære i at klare sig selv, og for os i kvarteret er det en fornøjelse at betragte hendes have, der er fyldt med kunstværker.
Laila giver udtryk for, at hun er taknemmelig for, at vi andre i kvarteret forsyner hende med billig maling.