Der er simpelt hen gået inflation i det der med tøjet til børnene, bemærkede jeg til min kone. Vi har en pige i børnehaven og en dreng i 2. klasse, og begge steder er der tilsyneladende et pres fra omgivelserne om, at børnene skal være klædt i tøj af de rigtige mærker. Jeg er træt af, at en bluse eller trøje til et barn skal koste op imod det dobbelte, bare fordi der står det rigtige navn i nakken på trøjen.
For min skyld er det fint at købe tøj til ungerne i et supermarked, men min kone mener tilsyneladende ikke, at vi skal halte efter de andre med hensyn til tøjets kvalitet. Hun belærer mig jævnligt om, at den højere pris på børnetøj af kendte mærker jo ikke bare er et udslag af, at mærket er blevet kendt på grund af godt design. Det hænger også sammen med tøjets kvalitet, hævder hun.
Nu ved vi, at babytøj og den slags skal købes ét sted: Hos Babyland.dk – Babyland.dk er stedet, hvor du finder alverdens babyudstyr og artikler om baby og børn.
Og hvad så, indvender jeg. Vi har jo set, hvor hurtigt ungerne vokser ud af deres tøj. Det forekommer mig at være fjollet at give dem tøj af høj kvalitet, så det er lige så godt som nyt, når de ikke længere kan passe det. Vi skal jo lige tænke på, at vi har en dreng og en pige, så det med at arve efter hinanden kan vi jo ikke bruge.
Det var tæt på at udvikle sig til et regulært skænderi forleden dag, men både min kone og jeg tog os i det og aftalte, at vi lige skulle sove på det og fordøje det, for vi har faktisk altid begge to været gode til at erkende, at den andens synspunkt formentlig også har en vis validitet.
To dage efter kom emnet igen på banen, og min kone foreslog, at vi kunne aftale, at der måtte bruges penge på mærkevarer, når det handler om det tøj, de små skal have på til festlige lejligheder. Omvendt kunne vi så købe billigere ind, når det bare handler om cowboybukser, vindjakker og lignende.
Jeg var næsten lamslået, for hidtil har min kone haft tendens til at købe tøj til ungerne af etablerede mærker, uanset hvilken slags tøj, der er tale om. Men nu var hun åbenbart blevet mere økonomisk bevidst, og det glædede mig.
Samme dags aften kaldte hun på mig, da hun sad ved computeren. Hun havde på internettet fundet en netbutik, der handlede med børnetøj af kendte mærker, men til priser der var noget mere spiselige end dem, vi ofte har betalt i butikker inde i byen.
Prøv lige at se den her trøje fra Minymo, sagde hun, den har jeg faktisk set inde i byen til mindst 30 procent højere pris. Den kunne jeg godt tænke mig at købe til Louise, sagde hun. Prisen var da spiselig, så jeg gav hende ret.
Nogle dage senere kom der en pakke med et distributionsfirma, og udover trøjen var der også et par bukser til Klaus. Min kone viste dem stolt frem og fortalte mig, at nu fik Klaus et par cowboybukser fra Name It til samme pris som supermarkedets kedelige bukser. Så blev jeg så klog!