Her for nylig kunne jeg glæde mig over, at jeg for mange år siden valgte at tilkøbe forsikring af udvendige rørledninger, da jeg tegnede vores husforsikring. Der var nemlig sket det, at kloakledningen fra vores hus og ud til kloaknettet var sprunget læk, hvilket gav en kraftig udsivning af kloakvand i jorden ved siden af vores indkørsel.
En murermester, der også er autoriseret kloakmester, kom hjem til os for at besigtige skaden. Han gravede med håndkraft ned til ledningen, hvorefter kan kom med en bemærkning om, at han bestemt godt kunne forstå, at ledningen var blevet utæt.
Det dur nemlig ikke med almindelig muldjord rundt om sådan nogle rør, for muldjorden kan ikke lede vandet væk, og så står betonrøret og mørner, når der konstant er vand rundt om det. Men det var man ikke tilstrækkeligt opmærksom på for omkring 50 år siden, da jeres hus blev bygget, sagde han.
Dagen efter kom han med maskineri og gravede hele rørledningen fri. Rørene blev udskiftet, hvorefter de blev pakket ind i et godt lag drænsand – også kaldet filtersand, som bedre leder vandet væk. Heldigvis har forsikringsselskabet indvilget i at dække skaden fuldt ud, så vi ikke selv skal have udgifter i den forbindelse.
Men efter gravearbejdet så jorden noget trist og bar ud, så jeg har nu bestilt et lille læs træflis til at dække det bare stykke, og når vi kommer til plantesæsonen, vil jeg så plante nogle små buske i den aflange stribe jord, og så ender det med at blive pænere end før.